Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet består efter valget til maj 2014 af 751 medlemmer, som er fordelt mellem EU’s 28 medlemsstater efter størrelse.

Antallet af Europa-Parlamentets medlemmer er ikke udelukkende fordelt efter landenes befolkningstal. De små lande er overrepræsenterede. Alligevel er Europa-Parlamentet den af de tre centrale EU-institutioner, hvor de store lande er bedst repræsenteret. Tyskland har med 96 det største antal pladser, Frankrig har 74, mens Storbritannien og Italien hver råder over 73 pladser. Danmark har ligesom Finland og Slovakiet 13 pladser i Parlamentet. Færrest pladser har Malta med sine seks.

 

Tabel 5: Europaparlamentsmedlemmer fordelt efter lande (efter valget i 2014)

Medlemsstat	Antal medlemmer	Befolkningstal for   2013	Antal indbyggere pr.   medlem i 2013
Tyskland	96	81.843.700	852.539
Frankrig	74	65.397.900	883.755
Storbritannien	73	62.989.600	862.871
Italien	73	60.820.800	833.162
Spanien	54	46.196.300	855.487
Polen	51	38.538.400	755.655
Rumænien	32	21.355.800	667.369
Holland	26	16.730.300	643.473
Grækenland	21	11.290.900	537.662
Belgien	21	11.041.300	525.776
Portugal	21	10.541.800	501.990
Tjekkiske Republik	21	10.505.400	500.257
Ungarn	21	9.957.700	474.176
Sverige	20	9.482.900	474.145
Østrig	18	8.443.000	469.056
Bulgarien	17	7.327.200	431.012
Danmark	13	5.580.500	429.269
Slovakiet	13	5.404.300	415.715
Finland	13	5.401.300	415.485
Irland	11	4.582.800	416.618
Kroatien	11	4.398.200	399.836
Litauen	11	3.007.800	273.436
Slovenien	8	2.055.500	256.938
Letland	8	2.041.800	255.225
Estland	6	1.339.700	223.283
Cypern	6	862.000	143.667
Luxembourg	6	524.900	87.483
Malta	6	416.100	69.350
I alt	751	508.079.700	gennemsnit 676.538

Europa-Parlamentets medlemmer vælges ved direkte almindelige og frie valg i EU’s 28 medlemsstater hvert femte år. Enhver EU-borger har her stemmeret og ret til at opstille i den medlemsstat, hvor den pågældende har bopæl. Valgene i EU-landene skal afholdes som forholdstalsvalg, men ellers er det op til de enkelte EU-lande selv at fastsætte de nærmere procedurer for valget af deres europaparlamentsmedlemmer. I Danmark foregår valget af de 13 danske medlemmer f.eks. i én fælles valgkreds for hele landet, mens andre medlemsstater er opdelt i et antal regionale eller administrativt fastsatte valgkredse.

På samme måde er der forskelle på de enkelte EU-landes måde at fordele mandaterne på, hvor gammel man skal være for at stemme til valget, eller hvor gammel man skal være for at opstille som kandidat. Valget til Europa-Parlamentet foregår heller ikke på den samme dag i alle medlemsstater, da man ikke har kunnet enes om dette pga. forskellige valgtraditioner. EU-landene har dog besluttet, at valget skal foregå inden for en fælles periode på fire dage, der løber fra torsdag til søndag.

Desværre har borgernes interesse for at stemme ved europaparlamentsvalget været konstant faldende siden det første valg i 1979. Navnlig Europa-Parlamentet har derfor talt for, at man i højere grad gør det til en fælles europæisk begivenhed ved f.eks. at opstille tværnationale politiske lister i hele EU.

I spidsen for Europa-Parlamentet står dets formand og 14 næstformænd. De vælges alle for 2½ år ad gangen - først i juni efter nyvalg og dernæst igen i januar midtvejs i Parlamentets 5-årige valgperiode. Som regel deles formandsposten mellem Parlamentets to største politiske grupper (PPE og S&D), som hver besætter posten for 2½ år ad gangen.

Europa-Parlamentets formand har bl.a. ansvar for at lede Parlamentets forhandlinger i plenum og for afviklingen af de mange afstemninger om bl.a. lovforslag og budgettet. I praksis ledes forhandlingerne dog som regel kun af formanden i forbindelse med sessionernes åbning og under større politiske debatter eller ved officielle besøg fra stats- eller regeringschefer. Ellers er det i vidt omfang en af næstformændene, som leder møderne i plenarsalen. Parlamentets formand er også sammen med rådsformanden underskriver af alle EU-love, som Parlamentet vedtager sammen med Rådet under den almindelige lovgivningsprocedure.

Europa-Parlamentets to vigtigste beslutningsorganer er Formandskonferencen, som består af Parlamentets formand og de politiske gruppers formænd, og Præsidiet, som er sammensat af formanden og de 14 næstformænd.

Udvalgsformandskonferencen er sammensat af formændene for de stående og midlertidige udvalg og spiller en vigtig rolle i forbindelse med forberedelserne af Parlamentets plenarmøder. Udvalgsformændene mødes månedligt for at vurdere fremskridtene i udvalgenes arbejde med henblik på at vurdere, hvilke betænkninger der er parate til behandling på Parlamentets plenarmøde.

Europa-Parlamentets medlemmer vælges efter nationale kvoter og delvis efter forskellige nationale valgregler, men de har ligesom i de nationale parlamenter organiseret sig efter politisk tilhørsforhold – og ikke efter nationale tilhørsforhold. I dag findes der syv forskellige politiske grupper i Europa-Parlamentet og en gruppe løsgængere.

De to største politiske grupper er i dag Det Europæiske Folkeparti (PPE) og De Europæiske Socialdemokrater (S&D), som tilsammen sidder på mere end 60 pct. af pladserne i Parlamentet. Herefter følger en række mindre grupper såsom Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa (ALDE), De Grønne/ Den Europæiske Fri Alliance (Greens/EFA), De Europæiske Konservative og Reformister (ECR), Gruppen for Europæisk Frihed og Demokrati (EFD) samt venstrefløjsgruppen (GUE-NGL).

Parlamentsmedlemmer fordelt på politiske grupper pr. 1. juli 2013

Parti	Antal MEP	Danske partier
PPE – Det Europæiske Folkeparti	274	Konservative Folkeparti (1)
S&D – Det Progressive Forbund af Socialdemokrater	195	Socialdemokraterne (4)
ALDE – Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa	84	Venstre (3)
De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance	58	SF (2)
ECR - De Europæiske Konservative og Reformister	56	Løsgænger (1)
GUE/NGL – Den Europæiske Venstrefløjs-gruppe/Nordisk Grønne Venstre	35	Folkebevægelsen mod EU (1)
EFD - Gruppen for Europæisk Frihed og Demokrati	33	Dansk Folkeparti (1)

 

De politiske grupper spiller en helt central rolle i Europa-Parlamentet, når EUlovgivning og EU’s budget skal vedtages. Generelt er der en betydelig gruppedisciplin, hvor medlemmerne af Europa-Parlamentet (MEP’ere) stemmer sammen med deres politiske grupper. De politiske gruppers koordinatorer forbereder stemmelister til afstemningerne, som gruppemedlemmerne i vid udstrækning følger, når de skal beslutte, hvordan de skal stemme.

Der findes i dag 20 stående udvalg i Europa-Parlamentet. Udvalgene nedsættes umiddelbart efter nyvalg på Parlamentets session i juni for 2½ år og derefter igen 2½ år senere i januar for den resterende del af Parlamentets valgperiode. Normalt vil der være 30-50 medlemmer i et udvalg, men antallet kan dog gå helt op til 76 som i Parlamentets Udenrigsudvalg. Parlamentets mindste udvalg er for tiden Udvalget om Konstitutionelle Anliggender med 24 medlemmer. De fleste MEP’ere er kun medlemmer af ét udvalg samt stedfortrædere i yderligere et udvalg. Stedfortræderne kan dog være særdeles aktive i udvalgene, idet de både har ret til at tage ordet og stemme på møderne, hvis blot et ordinært medlem er fraværende (hvilket normalt er tilfældet).

I spidsen for udvalgene står en formand samt en til fire næstformænd. Posterne som formænd og næstformænd fordeles i praksis efter aftale mellem de politiske grupper. De to største grupper besætter som regel hovedparten af formandsposterne samt de vigtigste og mest prestigefyldte poster, idet disse fordeles efter den d’Hondtske fordelingsmetode. Der findes ingen nationale kvoter for formandsposter, men i praksis er det de store lande som Italien, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Spanien og Polen, der besætter hovedparten af formandsposterne. Det har at gøre med de nationale delegationers styrke internt i de politiske grupper.

De stående udvalg spiller en hovedrolle i Parlamentets behandling af lovforslag fra Kommissionen og i forhold til EU’s budget. Det er i udvalgene, at de enkelte MEP’ere har bedst mulighed for at præge lovgivningsarbejdet og budgettet, da udvalgene er hovedleverandør af de mange ændringsforslag til Kommissionens forslag, som vedtages i Parlamentets plenum.

Der er dog stor forskel på de enkelte stående udvalgs betydning og ansvar. Nogle udvalg er meget lovtunge, mens andre kun behandler få eller slet ingen lovforslag.

Til de mest lovtunge udvalg hører Økonomi og Valutaudvalget; Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed; Udvalget om Borgernes Rettigheder og Indre Anliggender; Udvalget om International Handel samt Transport og Turismeudvalget. .

Europa-Parlamentet behandler forslag forskelligt. Det er bl.a. proceduren, der afgør, hvordan et forslag skal behandles. Skal forslaget vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure, kan der være op til tre behandlinger, mens en høringsprocedure eller en godkendelsesprocedure kun kræver én behandling. Endelig behandles forslaget til EU’s budget efter en særlig lovgivningsprocedure. Alligevel kan der siges at være en række fælles træk ved de fleste behandlinger.

Fælles for dem alle er, at den indledende behandling af lovforslagene altid finder sted i et af de stående udvalg, mens det er Parlamentets plenum, der tager sig af de formelle vedtagelser.

Udvalgsbehandlingen

Udvalgene udgør Parlamentets maskinrum. Det er her de fleste vigtige politiske forhandlinger foregår, og de fleste kompromiser indgås. Behandlingen af lovforslag i udvalgene indledes, så snart Parlamentets formand har henvist dem til behandling i det relevante udvalg – også kaldet det korresponderende udvalg.

Første opgave for det korresponderende udvalg er at tage stilling til, hvordan et forslag skal behandles.
Som hovedregel vil udvalget vælge en ordfører (i EU-jargon en rapporteur) til at udarbejde en betænkning om forslaget med udvalgets ændringsforslag. Ordførerne udpeges efter aftale mellem de politiske gruppers koordinatorer ud fra et pointsystem.

Ordføreren har to opgaver. For det første er det ordførerens opgave at forhandle med de såkaldte skyggeordførere (personer fra de øvrige politiske grupper, der er udpeget til at følge sagen) om, hvad der skal være den fælles udvalgslinje.
For det andet er det ordførerens opgave at tage direkte kontakt til rådsformandskabet for at se, om man kan nå til enighed om et forslag. Det sker allerede under den tidlige udvalgsbehandling.

Parlamentets korresponderende udvalg er hovedansvarligt for disse forhandlinger med Rådet (og Kommissionen), som normalt foregår på et såkaldt trilogmøde.
Forhandlingerne foregår på baggrund af et mandat eller baseret på udvalgets ændringsforslag. Lykkes det at lave en aftale under førstebehandlingen med rådsformandskabet, kan udvalget vælge at gøre dette kompromis til sit eget ved at vedtage ændringsforslagene.

Så snart udvalget har vedtaget udkastet til betænkning, forelægges det for Parlamentets plenum.

Hvis et lovforslag overgår til andenbehandling, skal det også op i et udvalg. Det vil normalt være det samme udvalg, som tog sig af forslaget under førstebehandlingen, ligesom ordføreren som regel vil være den samme.

Hvis der stadig viser sig uoverensstemmelser mellem udvalgets ønsker om ændringer og Rådets synspunkter, vil udvalgsformanden og ordføreren normalt gå i en direkte forhandling med rådsformandskabet (og Kommissionen) igen. Lykkes det her at indgå en aftale med rådsformandskabet, kan Parlamentets ordfører fremsætte indholdet af dette kompromis som ændringsforslag i udvalget.

Når et udvalg har færdigforhandlet et lovforslag, sendes udvalgets udtalelse til Parlamentets plenum i form af et forslag til indstilling. En sådan indstilling vil normalt indeholde udvalgets ændringsforslag, men kan også blot tilkendegive, at Parlamentet ønsker at godkende eller forkaste forslaget.

Hvis der ikke er opnået enighed med Rådet om forslaget i andenbehandlingen, går det videre til en tredjebehandling. Parlamentets udvalg behandler imidlertid ikke forslaget igen. I stedet foregår Parlamentets interne drøftelser i dets forligsdelegation, som står for forhandlingerne med Rådet i et særligt forligsudvalg.

 

Forslag vedtages altid formelt på Europa-Parlamentets plenarmøde i Strasbourg eller i Bruxelles. Forslag kan vedtages under såvel første-, anden- som tredjebehandlingen. Det afhænger helt af, om der er tale om lovgivningsforslag eller ikke-lovgivning og af, hvilke procedurer de vedtages efter. Når et forslag skal til afstemning, vil det normalt begynde med en debat. Under debatten præsenterer Parlamentets ordfører sit udkast til den betænkning, han ønsker at afgive om forslaget. Herefter vil de øvrige politiske gruppers ordførere og andre medlemmer komme med deres indlæg.

Europa-Parlamentet vil ikke umiddelbart herefter stemme om forslaget, idet forhandlinger og afstemninger foregår adskilt. Afstemningerne finder normalt sted i store blokke midt på dagen på tirsdage, onsdage eller torsdage, hvor Parlamentet stemmer om alle de færdigforhandlede sager.

Parlamentet indleder afstemningerne i plenum med at stemme om ændringsforslagene, hvorefter Parlamentet ligesom under udvalgsbehandlingen vil gå over til at stemme om kommissionsforslaget som helhed.62 Afslutningen på Parlamentets førstebehandling sker dog først med Parlamentets vedtagelse af den såkaldte lovgivningsmæssige beslutning om forslaget. Parlamentet vil dog ofte vælge at udskyde vedtagelsen af den lovgivningsmæssige beslutning. Formålet med denne udskydelse er, at Parlamentet kan presse Kommissionen eller Rådet til at støtte sine ændringsforslag med den indirekte trussel, at Parlamentet ellers ikke er villig til at vedtage det samlede forslag.

Parlamentet vil derfor normalt bede Kommissionen om at tilkendegive sin holdning til de vedtagne ændringsforslag, før man formelt afslutter sin førstebehandling. Hvis Parlamentet ikke er tilfreds med Kommissionens svar, kan det beslutte at sende forslaget tilbage til fornyet udvalgsbehandling og på den måde øge presset på Kommissionen og på Rådet.

Afstemninger er et vigtigt element i Europa-Parlamentets arbejdsform. Parlamentet stemmer om alle forslag til lovgivning og ikke-lovgivningsmæssige beslutninger samt om de mange ændringsforslag til disse – og det sker altid ved flertalsafstemninger. I plenum sker det efter to forskellige afstemningsregler, flertal af de afgivne stemmer eller flertal af Parlamentets medlemmer, afhængigt af, hvilke emner det vedrører, og hvor langt man er i beslutningsprocessen.

Det kræver kun opbakning fra et flertal af de afgivne stemmer i Parlamentet, hvis det drejer sig om at godkende lovgivningsforslag samt de fleste ikkelovgivningsmæssige beslutninger.

Derimod kræves tilslutning fra et flertal af samtlige parlamentsmedlemmer,
hvis det drejer sig om:

• At forkaste eller ændre lovgivningsforslag under Parlamentets andenbehandling.

• Det årlige budget og EU’s flerårige budget.

• At Parlamentet ønsker at afskedige Kommissionen ved at vedtage en
mistillidsdagsorden til denne. Dog skal flertallet samtidig udgøre to tredjedele
af de afgivne stemmer.

Europa-Parlamentet har også nogle vigtige parlamentariske kontrolbeføjelser. Europa-Parlamentet fører især tilsyn med Kommissionen, men har også udviklet et omfattende parlamentarisk tilsyn med en række af de øvrige EU-organer såsom Rådet, Det Europæiske Råd og Den Europæiske Centralbank.

Kontrol med Kommissionen

Europa-Parlamentets forhold til Kommissionen er først og fremmest reguleret i EU-traktaterne, men også i en række interinstitutionelle aftaler indgået mellem de to institutioner siden 1990. Den seneste af slagsen blev indgået i 2010.

Ifølge traktaterne står Kommissionen politisk til ansvar over for Europa-Parlamentet. Parlamentet udøver kontrol med Kommissionen ved hjælp af en lang række forskellige redskaber. Det mest slagkraftige våben er Parlamentets magt til at afskedige den samlede Kommission, hvilket Parlamentet endnu ikke har gjort. Det var dog tæt på, da Santer-kommissionen i 1999 hårdt presset valgte at træde tilbage med udsigten til, at et flertal i Parlamentet ville vedtage en mistillidsdagsorden til Kommissionen på grund af beskyldninger om uregelmæssigheder i forbindelse med gennemførelsen af EU’s budget for 1996.

Hvis Parlamentet har mistet tilliden til en bestemt kommissær, kan Parlamentet godt komme af med denne, selv om traktaterne ikke giver Parlamentet beføjelser til at afskedige enkeltkommissærer. Parlamentet har nemlig i en rammeaftale med Kommissionen fra 2010 aftalt, at hvis Parlamentet udtrykker mistillid over for et bestemt medlem af Kommissionen, skal Kommissionens formand ”grundigt overveje, om han vil bede den pågældende kommissær om at træde tilbage.” Parlamentet har ikke benyttet sig af denne mulighed endnu.

I Europa-Parlamentets daglige arbejde foregår den parlamentariske kontrol med Kommissionen gennem en række forskellige klassiske parlamentariske redskaber såsom skriftlige og mundtlige spørgsmål samt politiske debatter med de ansvarlige EU-kommissærer på Parlamentets plenarmøder eller i udvalgene.

Europa-Parlamentet overvåger og godkender også Kommissionens gennemførelse af EU’s årlige budgetter. Europa-Parlamentet giver hvert år et såkaldt decharge til Kommissionen på baggrund af en henstilling fra Rådet. At give decharge betyder, at Parlamentet godkender Kommissionens regnskab for afholdelsen af udgifterne i EU’s budget.

Endelig fører Europa-Parlamentet parlamentarisk kontrol med Kommissionens vedtagelse af delegerede retsakter og andre gennemførelsesretsakter

Kontrol af andre EU-institutioner

Europa-Parlamentet fører også tilsyn med andre EU-institutioners arbejde end Kommissionen. I de fleste tilfælde bygger dette på frivillige aftaler eller praksis og ikke som i Kommissionens tilfælde på et traktatfæstet politisk ansvar over for Parlamentet.

I Rådet har det i mange år været praksis, at skiftende formandskaber møder op i Europa-Parlamentet og dets udvalg for at redegøre for vigtige aktuelle sager. F.eks. mødte danske ministre op i Europa-Parlamentet hele 85 gange under det danske EU-formandskab i første halvår af 2012.

Formanden for Det Europæiske Råd er ifølge traktaterne forpligtet til at møde op i Europa-Parlamentet for at aflægge beretning efter hvert møde i Det Europæiske Råd, ligesom han stiller op til et møde med lederne af Parlamentets politiske grupper umiddelbart efter møderne i Det Europæiske Råd.

Formanden for den Europæiske Centralbank (ECB) møder regelmæssigt op i Europa-Parlamentet. Han skal ifølge traktaterne forelægge ECB’s årsberetning her og efter anmodning fra Parlamentet møde op i dets kompetente udvalg.

På budgetområdet har Parlamentet desuden i mange år udviklet en praksis, hvorefter man kontrollerer og giver separat decharge til samtlige øvrige EU-institutioner og organer – herunder Rådet – for deres regnskaber i stedet for kun at gøre det i forhold til Kommissionen, som det står i traktaten. Rådet støtter ikke denne praksis og har bl.a. derfor afvist at svare på Parlamentets spørgsmål om Rådets budgetforvaltning. Parlamentet har derfor ved flere lejligheder valgt at udskyde godkendelsen af Rådets regnskab. Det skete senest i april 2013, da Parlamentet skulle godkende regnskabet for 2011.

Endelig kan Europa-Parlamentet nedsætte parlamentariske undersøgelsesudvalg for at undersøge beskyldninger om overtrædelser og fejl i forbindelse med gennemførelsen af EU-reglerne. Parlamentariske undersøgelsesudvalg er dog siden 1995 kun blevet brugt af Parlamentet ved tre lejligheder.