Hvor meget tjener et medlem af Europa-Parlamentet?
Et parlamentsmedlem tjener i 2014 en årlig grundløn på 718.457 kr. før skat (96.246 euro). Medlemmerne betaler skat af lønnen til EU på knap 20 pct. Europaparlamentsmedlemmer, som bor i Danmark, skal også betale dansk skat, så den samlede skat kommer til at svare til den, alle andre danskere betaler.
Ud over det faste vederlag modtager parlamentsmedlemmerne en række skattefri godtgørelser, som skal gøre det muligt at varetage hvervet som parlamentariker. Det drejer sig om:
- Godtgørelse af kontorudgifter (blyantspenge) på ca. 32.000 kr. om måneden til dækning af udgifter til lokaleleje, telefon, telefax, kopimaskine, computere og vedligeholdelse af kontorudstyret samt til rejser i eget land.
- Sekretariatsgodtgørelse på op til ca. 158.000 kr. om måneden til ansættelse af medarbejdere.
- Rejsegodtgørelse, der svarer til prisen på en økonomiflybillet fra den nærmeste internationale lufthavn til lufthavnen i Bruxelles eller Strasbourg.
- Dagpenge på 2.270 kr. pr. mødedag i EU til dækning af udgifter til hotel og måltider samt diverse øvrige udgifter i forbindelse med opholdet.
- Derudover har medlemmerne adgang til diverse sociale rettigheder som fx overgangsgodtgørelse, forskellige typer forsikringer og pensioner.
Håndbog for medlemmer
I håndbogen kan du finde alle de praktiske informationer som medlemmer af Europa-Parlamentet præsenters for i form af den såkaldte håndbog for medlemmer.
I håndbogen kan der findes svar på en lang række spørgsmål om bl.a. medlemmernes vederlag og tilskud samt Europa-Parlamentets arbejdsgange samt måde at fungere på.
