
Folkeafstemning om Patentdomstolen
Den 25. maj 2014 er der foruden valget til Europa-Parlamentet også folkeafstemning om den fælles Patentdomstol.
Vi skal stemme, om Danmark skal være med i en aftale om en fælles patentdomstol, som gælder for de EU-lande, der ønsker at være med. Et ja betyder, at alle borgere og virksomheder i EU med blot én ansøgning kan få godkendt et patent i de lande i EU, der er med i aftalen om en patentdomstol.
Hvad går det ud på?
En fælles patentdomstol er en domstol, der skal dømme i sager, hvor man er uenig om et patent. F.eks. hvis nogen prøver at tjene penge på et patent uden at have fået tilladelse fra den, der ejer patentet. Ejeren af et patent kaldes også patenthaveren. I dag afgøres sager om patenter af domstolene i hvert enkelt land. Flertallet af medlemslande i EU ønsker at indføre en fælles patentdomstol for at uenigheder om patenter kun skal behandles ét sted, selv om de vedrører flere lande.
Selve patentdomstolen er i princippet ikke en del af EU-samarbejdet, da domstolen etableres på baggrund af en såkaldt mellemstatslig aftale mellem deltagerlandene uden om EU's institutionelle system. Domstolen bliver heller ikke en EU-institution.
Hvorfor skal vi stemme om det?
Hvis Danmark overdrager noget af sin ret til selv at bestemme, siger Grundloven, at mindst 5 ud af 6 medlemmer af Folketinget skal støtte forslaget. Det betyder helt konkret, at mindst 150 folketingsmedlemmer skal støtte forslaget.
Der er 179 folketingsmedlemmer. Kommer antallet ikke op på de 150, skal den danske befolkning tage stilling til forslaget ved en folkeafstemning.
Aftalen om Patentdomstolen blev ikke støttet af 5 ud af 6 medlemmer af Folketinget, idet Enhedslisten og Dansk Folkeparti var imod, derfor har regeringen sendt aftalen om den fælles patentdomstol til folkeafstemning.

