Behandlingen af forslag

Europa-Parlamentet behandler forslag forskelligt. Det er bl.a. proceduren, der afgør, hvordan et forslag skal behandles. Skal forslaget vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure, kan der være op til tre behandlinger, mens en høringsprocedure eller en godkendelsesprocedure kun kræver én behandling. Endelig behandles forslaget til EU’s budget efter en særlig lovgivningsprocedure. Alligevel kan der siges at være en række fælles træk ved de fleste behandlinger.

Fælles for dem alle er, at den indledende behandling af lovforslagene altid finder sted i et af de stående udvalg, mens det er Parlamentets plenum, der tager sig af de formelle vedtagelser.

Udvalgsbehandlingen

Udvalgene udgør Parlamentets maskinrum. Det er her de fleste vigtige politiske forhandlinger foregår, og de fleste kompromiser indgås. Behandlingen af lovforslag i udvalgene indledes, så snart Parlamentets formand har henvist dem til behandling i det relevante udvalg – også kaldet det korresponderende udvalg.

Første opgave for det korresponderende udvalg er at tage stilling til, hvordan et forslag skal behandles.
Som hovedregel vil udvalget vælge en ordfører (i EU-jargon en rapporteur) til at udarbejde en betænkning om forslaget med udvalgets ændringsforslag. Ordførerne udpeges efter aftale mellem de politiske gruppers koordinatorer ud fra et pointsystem.

Ordføreren har to opgaver. For det første er det ordførerens opgave at forhandle med de såkaldte skyggeordførere (personer fra de øvrige politiske grupper, der er udpeget til at følge sagen) om, hvad der skal være den fælles udvalgslinje.
For det andet er det ordførerens opgave at tage direkte kontakt til rådsformandskabet for at se, om man kan nå til enighed om et forslag. Det sker allerede under den tidlige udvalgsbehandling.

Parlamentets korresponderende udvalg er hovedansvarligt for disse forhandlinger med Rådet (og Kommissionen), som normalt foregår på et såkaldt trilogmøde.
Forhandlingerne foregår på baggrund af et mandat eller baseret på udvalgets ændringsforslag. Lykkes det at lave en aftale under førstebehandlingen med rådsformandskabet, kan udvalget vælge at gøre dette kompromis til sit eget ved at vedtage ændringsforslagene.

Så snart udvalget har vedtaget udkastet til betænkning, forelægges det for Parlamentets plenum.

Hvis et lovforslag overgår til andenbehandling, skal det også op i et udvalg. Det vil normalt være det samme udvalg, som tog sig af forslaget under førstebehandlingen, ligesom ordføreren som regel vil være den samme.

Hvis der stadig viser sig uoverensstemmelser mellem udvalgets ønsker om ændringer og Rådets synspunkter, vil udvalgsformanden og ordføreren normalt gå i en direkte forhandling med rådsformandskabet (og Kommissionen) igen. Lykkes det her at indgå en aftale med rådsformandskabet, kan Parlamentets ordfører fremsætte indholdet af dette kompromis som ændringsforslag i udvalget.

Når et udvalg har færdigforhandlet et lovforslag, sendes udvalgets udtalelse til Parlamentets plenum i form af et forslag til indstilling. En sådan indstilling vil normalt indeholde udvalgets ændringsforslag, men kan også blot tilkendegive, at Parlamentet ønsker at godkende eller forkaste forslaget.

Hvis der ikke er opnået enighed med Rådet om forslaget i andenbehandlingen, går det videre til en tredjebehandling. Parlamentets udvalg behandler imidlertid ikke forslaget igen. I stedet foregår Parlamentets interne drøftelser i dets forligsdelegation, som står for forhandlingerne med Rådet i et særligt forligsudvalg.