Valg til Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentets medlemmer vælges ved direkte almindelige og frie valg i EU’s 28 medlemsstater hvert femte år. Enhver EU-borger har her stemmeret og ret til at opstille i den medlemsstat, hvor den pågældende har bopæl. Valgene i EU-landene skal afholdes som forholdstalsvalg, men ellers er det op til de enkelte EU-lande selv at fastsætte de nærmere procedurer for valget af deres europaparlamentsmedlemmer. I Danmark foregår valget af de 13 danske medlemmer f.eks. i én fælles valgkreds for hele landet, mens andre medlemsstater er opdelt i et antal regionale eller administrativt fastsatte valgkredse.

På samme måde er der forskelle på de enkelte EU-landes måde at fordele mandaterne på, hvor gammel man skal være for at stemme til valget, eller hvor gammel man skal være for at opstille som kandidat. Valget til Europa-Parlamentet foregår heller ikke på den samme dag i alle medlemsstater, da man ikke har kunnet enes om dette pga. forskellige valgtraditioner. EU-landene har dog besluttet, at valget skal foregå inden for en fælles periode på fire dage, der løber fra torsdag til søndag.

Desværre har borgernes interesse for at stemme ved europaparlamentsvalget været konstant faldende siden det første valg i 1979. Navnlig Europa-Parlamentet har derfor talt for, at man i højere grad gør det til en fælles europæisk begivenhed ved f.eks. at opstille tværnationale politiske lister i hele EU.