Kan man både være medlem af Europa-Parlamentet og et nationalt parlament?
Det er i dag ikke muligt for et medlem af Europa-Parlamentet samtidig at være medlem af et nationalt parlament.
I perioden 1958-1979 bestod Europa-Parlamentet ellers alene af udpegede medlemmer fra EU-landenes nationale parlamenter. Selv efter 1979, hvor man indførte direkte valg til Europa-Parlamentet, var det ikke ualmindeligt, at europaparlamentsmedlemmer samtidig havde sæde i et nationalt parlament. Men Europa-Parlamentets opgaver udviklede sig efterhånden og fik et sådant omfang, at det i praksis blev uoverkommeligt at udøve et dobbeltmandat.
Med virkning fra europaparlamentsvalget i 2004 blev reglerne derfor ændret, så det ikke længere er tilladt, at medlemmer af Europa-Parlamentet samtidig er medlemmer af et nationalt parlament.
Europaparlamentsmedlemmerne må heller ikke sidde i en national eller regional regering eller være medlem af de øvrige EU-institutioner, f.eks. Kommissionen.
Derimod må de gerne være medlem af en dansk kommunalbestyrelse.